Onsdag d. 6. februar 2019
Ja så er der atter gået 1 år og vi atter nået til beretningen for sidste års begivenheder i svømmeklubben. Jeg synes at det i år har været meget svært at finde noget at fylde beretningen ud med. Svømmeklubben kører jo åbenbart godt og i vanlig gænge, det jeg mener er at når vi indkalder til noget kommer der jo faktisk ingen, er det så et tegn på alle er godt tilfredse eller tænker folk bare at svømning er noget mit barn skal lære som vi betaler for og dermed er det ingen grund til at involvere mig. Det kan godt bekymre mig lidt op.
Nu skal min syvende og sidste beretning ikke være negativ præget.
Jer der er her i aften interesserer jer jo for svømmeklubben, ellers brugte i jo ikke en onsdag aften på en generalforsamling. I er jo godt klar over, at det er en svømmeklub med understregning af ordet klub. Det indebærer at alle er med til at give et nap med i større eller mindre omfang. Vi kan ikke klare os uden jer og det skal i selvfølgelig have en stor tak for.
Ved generalforsamlingen i 2018 trådte Lene jo ud af bestyrelsen og vi fik heldigvis Preben ind som erstatning. Vi har nu været nede på 5 personer i bestyrelsen, som er et absolut minimum i en afdeling af vores størrelse. Der skal her fra lyde en kæmpe tak til resten af bestyrelsen som har skullet arbejde noget mere.
Svømmeklubben lever som tidligere nævnt stadig i bedste velgående, vi er foreningen næststørste afdeling med omkring 330 medlemmer kun overgået af fodboldafdelingen. Vi har desværre haft en lille tilbagegang i medlemstallet da stadig væk i år ikke er lykkes, at få et vandarobic hold stablet på benene, dette skyldes ikke manglende medlemmer, men udelukkende manglende instruktør. Vi havde en instruktør på plads, tilmeldt på kursus, hvorefter vedkommende af personlige årsager meldte fra. Vi har fra bestyrelsen så nok givet lidt op og har i stedet prøvet på at finde et andet alternativ som måske ikke direkte behøver instruktør. Vi har generelt et problem med at skaffe instruktører, hvilket måske skyldes at vi som de fleste andre ikke har det store opland at søge i. Det kan lyde underligt men grænsen sætter her sine begrænsninger både sprogligt og kulturelt.
Vi er dog i bestyrelsen enig om at vi skal finde en instruktør eller eventuelt anden form for aktivitet til den tid vi har til rådighed i svømmehallen for voksne medlemmer.
Konkurrence afdelingen er igen efter et par magre år deltagermæssigt igen på vej fremad. Det er særdeles positivt at vi kan opretholde 3 konkurrence hold, hvilket lover godt for fremtiden. I det forgangne år har afdelingen som sædvanligt været særdeles aktive og markeret sig positivt med flere flotte resultater. Jeg vil ikke komme ind på hvert enkelt stævne, vi har deltaget i, men kun lige nævne, at vi fik 16 medaljer med hjem fra landsmesterskaberne i Ikast og 45 medaljer ved Sydjyske Mesterskaber som blev afholdt her i hallen. Svømmerne på K1 og K2 var i forgangene år ikke på træningslejr i udlandet, men kan så til gengæld se frem til uge 42 hvor det går til Calella i Spanien, hvilket tidligere har været en stor succes som også kunne aflæses på tiderne ved de efterfølgende stævner. Konkurrencesvømmerne træner jo rigtig mange timer om ugen og dette kræver ikke kun meget af svømmerne, men lige så stor grad af de trænere som er tilknyttet de respektive hold. Jeg vil gerne sige jer alle en stor tak for jeres indsats, for uden den ville vi ikke kunne opretholde vores fine niveau.
Da vi deltager i rigtig mange stævner og alt svømning i Danmark foregår på frivillig basis, kræver det også stor velvilje fra jer forældre med hensyn til kørsel og pligter som officials og andre gøremål i forbindelse med afholdelse og deltagelse i stævner. Som jeg altid siger svømning på konkurrence plan er en familiesport, men tusind tak for hjælpen.
Nu kommer jeg til det som jeg har glædet mig allermest til at skulle nævne i min beretning. Bov If Svømning er stadig førende i Danmark. I behøver ikke tænke nu rabler det for ham, nej vi er førende og her hentyder jeg til Easy Swim som vi som de første i Danmark har startet op. Easy Swim er et Hollandsk koncept som er ved at vinde frem i hele Europa og USA. Med kæmpe hjælp fra Carla og Arian, som har været på flere kursus i Holland er det lykkes os at blive godkendt som Easy Swim kompetence center i Danmark. Easy Swim er et koncept som strækker sig over 2 år og step inddelt. Holdene er meget små 6-8 med egen instruktør og der er fokus på at lære at svømme, være selvhjulpen samt sørge for at alle svømmestile bliver lært/indøvet. Det giver åbenlyse fordele både at børnene bliver hurtigt fortrolig med vandet samt at vi som klub evt. kan få svømmere tidligere op i konkurrence afdelingen. Vi er startede op i januar i år sidste år med 6 hold. Efter sommerferien startede så yderligere nye hold op. Da Easy Swim henvender sig til børn helt ned til 4 år har vi åbenbart ramt et område som der virkelig var brug for. Vi er næsten ved at drukne i egen succes, da det kræver nogen flere instruktører end vi lige havde forventet, men det løser vi også, da dette er en investering i fremtiden. Easy Swim i Holland er i hvert fald imponeret over vores resultater. Herfra skal der lyde en kæmpe tak til alle forældre og andre som indvilliget i at give et nap med.
Sidste år nævnte jeg jo stigningen i hallejen som et muligt problem og at vi blev nød til at hæve kontingentet en smule. Vi gjorde dette for at vise rettidig omhu, da regnskabet sidste år viste et lille underskud. Vi har nu i et år haft den større halleje og nu kender vi udgifterne og i vil senere kunne se i vores regnskab at dette var det rigtige.
Der skal også lige her til sidst men ikke mindst lyde en stor tak til svømmehallen for et rigtig godt samarbejde. Vi er rigtig glade for at være en del af jeres dagligdag og ved også at i kæmper med de tiltag som kommer fra kommunen, men jeg er sikker på at hvis vi forstår at samarbejde og trække i samme retning skal det fortsat nok blive godt for begge parter.
Jan Christensen
Bov IF Svømning.