Generalforsamling 2021

Velkommen til Bov IF Svømmeklubs forsinket generalforsamling – denne gang er der gået 1 ½ år fra sidste års generalforsamling og begivenhederne i svømmeklubben.

 

Ved generalforsamlingen i 2020 var der desværre ikke det store fremmøde fra medlemmerne – vi har igennem en del år været en lille bestyrelse på 5 personer, som er et absolut minimum i en afdeling af vores størrelse. Vi vil meget gerne have flere bestyrelsesmedlemmer, også set i lyset af, at flere af dem der sidder i bestyrelsen, ikke længere har børn der er aktive i klubben.

Året 2020 har måske ikke været det bedste til at få nye med ind i bestyrelsen, men det har det heller ikke været flere år i forvejen, så koden er endnu ikke knækket mht. dette.

 

Året 2020 startede på helt normalt vis – opstart i svømmeskolen og i konkurrenceafdelingen forløb som normalt, der var gang i den i vandet, undervisningen og træningen kørte derudaf.

 

Vi deltog i konkurrenceafdelingen i de stævner vi normalt deltager i, i januar og februar. Dog begyndte der sidst i februar og først i marts mdr. at være en del snak om noget virus i Kina, en virus der havde stor smitteeffekt mellem mennesker, flere med dødelig udgang.

Man mente dog i starten, at denne virus ikke ville nå os her i Europa.

Vi i konkurrenceafdeling stod og skulle til det årlige Landsmesterskab i Ikast, først i marts mdr. – pludselig var der snak om, om det skulle afvikles – normalt er der ca. 1000 mennesker forsamlet i Ikast Idrætscenter – denne virus kom nærmere Europa og DK og var det forsvarligt, at så mange svømmere var samlet i en lukket hal over en hel weekend? Til sidst blev det besluttet at afvikle stævnet. Vi drog afsted, en del klubber valgte at melde afbud. Vi havde et rigtigt godt stævne, til trods for optakten om snakken vedr. virus som blev kaldt corona.

 

Og så pludselig, kom der fart på corona, Covid-19 som denne virus også blev kaldt og vores statsminister lukkede landet ned onsdag d. 11.marts.

Vi stod  alle i en meget mærkelig situation, en vi aldrig havde prøvet før. Vi skulle blive hjemme, have så lidt kontakt med så få mennesker som muligt og dermed kunne/måtte vi heller ikke fortsætte undervisning og træningen i klubben.

Det blev en lang nedlukning, smitten spredte sig, der var mange der blev alvorlige syge af covid-19, det var alvor.

Heldigvis fik Danmark nogenlunde styr på smitten, og vi kunne igen hoppe i vandet i svømmehallen i juni mdr. for konkurrencesvømmernes vedkommende. Mht. svømmeskolen, så sluttede deres undervisning også brat i marts mdr. – vi manglede ”heldigvis” ikke så mange undervisningsuger for dem, men Carla, leder af svømmeskolen, var ked af, at børnene og trænerene ikke fik sagt ordentligt farvel og god sommer – så derfor fik Carla organiseret en uge i juni mdr. hvor alle svømmere i svømmeskolen kunne komme tilbage på deres hold, få lidt undervisning og sagt farvel og god sommer. Der var en del der mødte op, dog kunne vi nok have håbet på flere fremmødte, men vi ramte ind i en uge, hvor vejret var fantastisk og der var måske nogle der valgte at være ude i stedet for at komme til undervisningen.

Pludselig skulle vi også til at følge nogle nye retningslinjer – der var bl.a. afspritning, afstand skulle holdes til de forskellige hold og et forsamlingsforbud var der også at forholde sig til + at svømmehallen havde gang i en renovering af tag og bruserum, vi kom dog godt igennem med træningen indtil sommerferien.

Sommeren gik og vi kunne igen starte op i svømmeklubben med undervisning og træning for k holdene, vi skulle igen forholde os til nye restriktioner, så corona virussen ikke spredte sig for meget. Vi har alle lært at have fokus på afspritning, holde afstand, have et forsamlingsforbud og bruge maske/mundbind.

Heldigvis ser det ud til, at der ikke er den store smitte i og omkring svømmehaller.

Undervisningen og træningen kørte derudaf, dog kunne vi i konkurrenceafdelingen ikke deltage i stævner, pga. forsamlingsforbuddet.

En årlig begivenhed for svømmere i k afdeling, uddeling af erkendtligheder, her skal man have svømmet sig til nogle ”specielle” placeringer for at opnå en erkendtlighed fra Aabenraa kommune.

Efter flere aflysninger af uddelingen af erkendtligheder, blev det besluttet at afholde det for hver enkelt idrætsgren på deres hjemmebane. Vi havde 2 repræsentanter fra kommunen i svømmehallen d. 1.oktober, hvor vi på bassinkanten fik overrakt erkendtlighederne til de svømmere der skulle have dem, desuden var der en lettere forfriskning, i papirspose til hver enkelt svømmer. Det var nu rigtigt hyggeligt, og snakken gik på bassinkanten.

På et tidspunkt var forsamlingsforbuddet så lille, at vi blev nødt til at holde forældrene ude af svømmehallen, både i selve svømmehallen og i forhallen. Derfor fik Carla oprettet det vi nu har der hedder Team Voksen hjælp, som kort fortalt går ud på, at en voksen pr. hold har lov til at være i omklædningens rummet sammen med svømmerne i svømmeskolen for at hjælpe dem hvis der er behov for dette. Desuden fortager de afspritning af bruserummet efter hvert hold. Vi har lidt tidsforskydning på de enkelte hold, så der ikke opholder sig for mange svømmere ad gangen i omklædning og i svømmehallen.

Det fungerer rigtigt godt, der er pludselig lidt mere stille i selve svømmehallen og ikke mindst i forhallen.

Midt i det hele, måtte vi ikke glemme de EasySwim svømmere der stod for at skulle afslutte deres ca. 2-årige forløb i EasySwim uddannelsen. Der var igen udfordringer mht. afholdelse, men Carla fik organiseret det, så de 9 svømmere der skulle afslutte uddannelsen, kunne hoppe i vandet lørdag d. 3. oktober og vise deres forældre hvad de har lært. Det var en rigtigt dejlige eftermiddag, og meget imponerende hvad de forholdsvis små svømmere kan udføre i vandet.

 

Lige indtil midt i december kørte det derud af med undervisning og træningen. Men corona smitten spredte sig, lukkede statsministeren igen landet ned, denne gang d. 16.december.

Det var heldigvis vores sidste uge i svømmeskolen med deres undervisning, men vi fik dog ikke sagt god jul til alle.

 Som vi alle nu er bekendt med, så var 2020 et meget anderledes år end vi er vant til.

At lukke landet ned 2 gang pga. en virus, ingen aktivitet som vi er vant til, man skulle arbejde hjemme fra, som er svært når det er undervisning i vandet vi har med at gøre.

Der er modtaget mange mails fra Aktiv Aabenraa, DGI og Dansk Svømmeunion med info vedr. corona. Der har og er stadig en del online webinars/kursus, mest om corona.

 

Imens vi har ligget stille, har vi ingen udgifter haft til leje af svømmetimer i svømmehallen.

Aabenraa kommune har været meget velvillig i den henseende.

 

Som klub, har vi formået at komme ud af året 2020 på en ordentlig måde, hvilket Mette, klubbens kasserer kan fortælle om lige om lidt.

 

Stor tak til Carla og svømmeskolen, herunder instruktører, hjælpetrænere, forældre og Team Voksen hjælp for det store arbejde de gør for klubben.

I konkurrenceafdelingen er vi desværre ikke så mange trænere pt., men stor tak til Maya for trænerindsatsen for Talentholdet og K3 holdet.

 

Der skal også lige her til sidst, men ikke mindst lyde en stor tak til svømmehallen for et rigtig godt samarbejde. Vi er glade for at være en del af jeres dagligdag og stor tak til jer, for at det meste vi beder om, kan lade sige gøre.

 

Rikke Larsen

Bov IF Svømmeklub.